Kommissorium for socialpolitisk udvalg
Det socialpolitiske udvalg skal varetage følgende opgaver
- løbende overvåge socialpolitikkens udvikling
- tage aktiv del i den socialpolitiske debat i samfundet og inspirere til aktivitet på alle niveauer
- være i tæt kontakt med folkelige bevægelser og organisationer på det socialpolitiske område
- udarbejde baggrundsmaterialer, der kan være med til at styrke socialpolitiske initiativer i lokalafdelinger, hovedbestyrelse og arbejdet i kommuner, regioner og Folketing
- være med til at udvikle et socialpolitisk principprogram
- følge med i udviklingen på tilgrænsende områder som arbejdsmarkedspolitik, sundhedspolitik mm. og være i kontakt med de tilsvarende udvalg.
Genopretning og revitalisering af socialpolitikken
Socialpolitisk Udvalg bidrager med diskussion af, hvilken rolle stat, kommuner og andre aktører skal have i socialpolitikken – og ikke mindst: statens rolle med hensyn til at styre produktion, beskæftigelse, familie- og uddannelsespolitik, og dermed sætte rammebetingelserne, som socialpolitikken skal spille sammen med.
VKO satte målrettet ind på at rulle velfærdsstatens og det offentliges rolle tilbage. Demokratisk tilkæmpede rettigheder og goder på arbejdsmarkedet, i sundhedssektoren og på det sociale område er blevet udhulet eller fjernet. Denne udvikling fortsatte under S-R-SF- regeringen med henvisning til “den nødvendige politik”.
Der har været mange angreb på den skattefinansierede offentlige sektor og de mennesker, der har behov for dens institutioner, service og ydelser. Det er sket i form af privatisering, konkurrenceudsætning, nyliberale styringsmekanismer, øget brugerbetaling, strengere tildelingsregler, større indkomstafhængighed, reduktion i ydelser og begrænsning i ydelsesperioderne. På det seneste er dagpengereglerne og efterlønsordningen blevet stærkt begrænset og folkepensionsalderen hævet.
Denne udvikling er symboliseret ved en veritabel deroute af Socialministeriet, der har været helt nedlagt eller periodevis omdannet til familie- eller velfærdministerium. Store dele af socialministeriets tidligere ressortområder er flyttet til Beskæftigelsesministeriet og det repræsenterer et regulært systemskifte. Socialministeriets opgaver synes at være reduceret til krisestyring, når landets kommuner overser vanrøgt og mishandlede børn i familier med massive problemer.
Fokus har været på den såkaldt aktive beskæftigelsespolitik og det har bl.a. medført, at alle ydelser og støtte til den enkelte indrettes efter arbejdsdygtighed og arbejdsvilje.
Fulgt op med paroler som ”noget for noget” og ”du skal yde, før du kan nyde” og ”nej til passiv forsørgelse”. Ingen arbejdsevne og få kompetencer er ensbetydende med lave ydelser, begrænset arbejdsevne og ansættelsesdygtighed er lig med mulighed for fleksjob og tilskudsjob, intakt arbejdsevne og du skal hurtigt ” vendes i døren”.
Vi står nu med en socialpolitik, hvor rettigheder er knyttet til en ny form for værdighedsvurderinger, der er afhængig af den enkeltes villighed, selvansvarlighed vilje og motivation. Mennesker deles i dag op i to grupper: de, der vil og de, der ikke vil – mens der tidligere blev sondret mellem de, der kunne og de, der ikke kunne.
I et livsforløb kommer alle mennesker ud for sociale-, sundheds- og arbejdsmæssige problemer, for situationer og problemer, som den enkelte som privatperson ikke selv kan magte eller løse, men som kan tackles og løses med støtte fra fællesskabet, så den enkelte bliver i stand til at forvalte eget liv.
Der er i de sidste 10 – 15 år opstået flere og flere sprækker i samfundsfundamentets bærende vægge: problemerne i udsatte boligområder er vokset, flere sættes ud af deres bolig, flere lider afsavn og lever isoleret. En stor gruppe mennesker bliver ikke alene holdt uden for samfundslivet, men underkastes også moralsk mistænkeliggørelse og mange dårligt stillede mennesker føler sig nedværdiget og stigmatiseret i mødet med det sociale system. Og politisk spilles der på en modsætning mellem skaffedyr og socialnassere.
Det er derfor vigtigt at påpege svigt i de offentlige systemer og f.eks. gennem aktioner á la Anstændighedens Plads i Svendborg være med til at åbne folks øjne for problemerne.
Kampen for genetablering og revitalisering af en socialpolitik, der tager udgangspunkt i begreber som lighed, fællesskab og solidaritet er en central opgave.
Uligheden og fattigdommen har været markant stigende i de sidste ti år. Flere udstødes og marginaliseres. Det betyder, at de mest udsatte har brug for både talerør og for fortalere. Mennesker, der har et misbrug, lever i prostitution eller har været arbejdsløse længe skal sikres bedre livsvilkår. Men der er samtidig i høj grad brug for opmærksomhed på alle de uligheder, uretfærdigheder og forskelle i livsvilkår, der bliver ved med at reproducere ”de allersvageste”. Altså fokus på de ulighedsskabende strukturer i samfundet, på problemerne med at få familie og arbejdsliv til at hænge sammen og på brutaliseringen af arbejdslivet. Kun derigennem vil det være muligt at stoppe fødekæden til gruppen af marginaliserede.
Det vil kræve en indsats, hvor
- forebyggelse og rehabilitering sættes i centrum
- der stilles krav til både offentlige og private virksomheder om at virkeliggøre det rummelige arbejdsmarked
- der satses på oprettelse af flere socialøkonomiske virksomheder
- socialpolitikken baseres på en rettighedstankegang, hvor de der er uden for arbejdsmarkedet også har rettigheder
Der skal arbejdes videre med forslagene til styrkelse af den sociale retssikkerhed
Socialpolitik i kommunerne
Den praktiske udmøntning af socialpolitikken ligger i kommunerne, hvor nedskæringer og besparelser rammer det sociale område hårdt. 94 kommuner ud af 98 har siden 2009 skåret i serviceudgifterne. Der spares på handicapområdet og dagtilbud, anbragte børn hjemtages af sparehensyn, der lukkes skoler og pædagoger fyres. Der skæres i hjemmehjælp og omsorgen i plejesektoren. Ligesom man i lang tid har vendt de ledige i døren, vender man nu de ældre i døren for at udskyde deres debut som modtagere af praktiske bistand og personlige pleje og motivere dem til at klare sig selv. Samtidig har den stramme regel- og kontrolstyring været med til at kvæle omsorgen, plejen og menneskeligheden. I stedet for at trække på de ansattes faglighed og kvaliteten og indholdet af arbejdet har fokus været på effektivitet, statistikker, budgetsammenligninger og måleinstrumenter.
Udviklingen i EU
Overalt i Europa sker der massive angreb på den offentlige sektor. Job nedlægges og der skæres i overførselsindkomster og sociale serviceydelser, samtidig med at pensionsalderen forrykkes og vilkårene for de arbejdsløse forringes. Overalt er der tale om krasse spareplaner. Der er hårdt brug for at tage del i de sociale bevægelser, der vokser frem overalt og være med til at forstærke dem og sikre dem varigt fodfæste. Millioner af mennesker lades i disse år i stikken af den neoliberale politik. Der må kæmpes for effektive forholdsregler, der kan kontrollere finansmarkederne. Ulighederne må bekæmpes og der må sikres en bedre fordeling af velstanden inden for og mellem nationerne.
Valg af strategier
Der kan vælges mellem forskellige strategier
1) markedsvejen, der vil skærpe ulighederne og øge polariseringen, der indebærer
- styrkelse af forsikringsprincippet på social- og sundhedsområdet
- lavere niveau for overførselsindkomsterne – store gab mellem sociale ydelser og
- mindstelønnen
- begrænsningen af retten til offentlige ydelser
- begrænsning af det offentliges ansvar
2) et frigørende projekt, der bygger på solidaritet og social bæredygtighed, der bl.a. indebærer
- ny fordeling af arbejdet
- at den enkelte støttes til at blive medkæmper i eget liv og i at udnytte egne
- kræfter
- at afmagt vendes til indsigt i egne vilkår
- at der gives den enkelte reel valgfrihed – ikke tvangstilbud.
Solidaritet er udtryk for den overbevisning, at mennesker sammen kan ændre vilkår, der ellers synes at være den enkeltes skæbne
Vedtaget og godkendt af Hovedbestyrelsen